En Saabye Christensen mursten til eftermiddagskaffen

Varm kakao, blød lænestol og velskrevet krimi – det er uden tvivl min favorit cocktail på en kold vinterdag. Men i baghovedet lurer alligevel et lille nag af dårlig samvittighed – jeg burde læse Lars Saabye Christensen, Zadie Smith eller måske Naja Marie Aidt. Noget med et lidt mere litterært snit. Når jeg med begejstring fortæller om mit nye forlag, der skal udgive livsstilsbøger, sniger der sig ofte en lille snert af undskyldning ind. Undskyldning for, at der sandsynligvis aldrig vil udkomme en ‘smal’ bog på mit forlag, for at jeg hellere vil have en journalist som forfatter end en litterær stjerne, og for at en bog skal have benhårdt markedsføringspotentiale, for at den kan udkomme på Forlaget Octopus (ja, jeg har nu fundet et navn til forlaget). Særligt bemærker jeg dette forbehold, hvis jeg snakker med andre forlagsfolk, højskolelærer eller medstuderende, der gerne sluger Halvbroderen på en eftermiddag.

Men hvorfor har den slags litterært snobberi sneget sig ind i min selvforståelse? Hvorfor denne opfattelse af at smal skønlitteratur er mere respektabelt end krimi, chicklit og Harry Potter? Vel nok fordi jeg ikke er upåvirket af medierne og forlagenes diskussion af smal og bred litteratur. De kamuflerede hentydninger man kan afkode, når Weekendavisens anmeldere retter en spydig kommentar mod Dan Brown i en anmeldelse af et helt andet værk. Og i forlagenes mudderkastning, når de beskylder hinanden for ikke at udgive et tilstrækkeligt stort kvantum af smalle bøger af nye forfattere. Sådanne hentydninger er med til at sætte den smalle litteratur op på en piedestal, hvor den står og støver til, mens andre bøger langes over disken.

Men denne kritik af den brede litteratur fra anmeldere og forlag er kun berettiget, hvis målet med enhver bog er at udvide læserens eksistentielle horisont. Denne forudsætning vil jeg gerne betvivle. Når jeg sidst på aftenen, efter en hel dag med forlagsarbejde, specialeskrivning og krav om stillingtagen til både dette og hint, sætter mig i sofaen med en bog, er det noget nær umuligt at udvide min eksistentielle horisont. På det tidspunkt takker jeg forlagene for at de gladeligt sender de nyeste romaner af John Grisham og Marian Keyes ud, selv om de samtidig slår korsets tegn og holder deres seneste digtsamling op foran sig i forsvar.

Naturligvis er dette et karikeret billede af forlagsbranchen. Masser af forlag er stolte af deres profil som krimiforlag, chicklitforlag osv. Se bare på Klim og Pretty Ink. Men mon ikke der er andre end jeg, der en stille søndag eftermiddag får et snert af dårlig samvittighed over at klassikerne stadig står urørte på hylden, mens Grisham-bøgerne er både smudsede og tyndslidte.