Wiki-trenden breder sig – også til forlagsbranchen. Forlaget Penguin har nu lanceret en bog, som bliver skrevet, redigeret og læst af tilfældige mennesker uden nogen tilknytning til hinanden. Ved hjælp af wiki-software kan enhver med en internetadgang tilføje og ændre i bogen. A million Penguins, som projektet hedder, gik online d. 1. februar. De første kapitler er allerede ved at tage form og på nuværende tidspunkt er der tilføjet 32 personer til persongalleriet (5/2-07 kl. 10.26). Diskussionsforumet er næsten lige så spændende at følge med i, da der her debatteres livligt, hvilken retning romanen bør føres i. Skal det være krimi eller humor? Hvilke personer skal være med? Hvor mange kapitler? Skal der være fælles regler eller totalt anarki? I øjeblikket ændres fortællingen så hastigt at første kapitel kan være omskrevet inden man er færdig med at læse kapitel syv. Samtidig er der forsøg på at introducere nogle basale regler og et fælles plot, så bogen ikke ender med 30 individuelle kapitler med hver deres persongalleri. A million Penguins vil ifølge Penguin være online mindst seks uger, så det bliver spændende at se, hvor projektet ender.
Men hvad betyder projektet for forlagsbranchen? Ja, har det overhovedet nogen betydning? Jeg tror det er endnu et tegn på, at den traditionelle forlagsmodel, hvor forlaget bliver kontaktet af en forfatter med et mere eller mindre færdigt projekt, er i opbrud. Et tegn på, at der mange steder i verden eksperimenteres med nye former for ideudvikling i forlagsbranchen og nye typer af forfatterskaber. Mit gæt er at A million Penguins næppe bliver en standardmodel for at skrive romaner, men måske det afføder nye ideer og projekter, som kan revolutionere forlagsbranchen. Derfor vil jeg gerne give en stor hyldest til de forlag, der tør at eksperimentere med sådanne vanvittige projekter.
En kommentar
Det er en meget sjov idé at lade brugerne skrive fiktion i fællesskab. Journalisten Karsten Bengtsson har gang i noget lignende med sin bog Det digitale fællesskab, som han skriver i fællesskab med alle dem, der har lyst til at deltage i projektet. Han benytter sig også af en wiki-model, hvor alle kan redigere i og tilføje til teksten.
Idéen er – ligesom hos Penguin – at der skal komme en bog ud af projektet, der bliver trykt, distribueret og solgt på traditionel vis. I hvor høj grad den slags projekter bliver en succes, er svært at sige noget om. Man kan sagtens forestille sig, at de ender med at blive temmelig rodede og tidskrævende affærer, og at forfatteren i sidste ende alligevel må sætte sig ned og skrive alt sammen grundigt igennem, hvis der skal komme noget, der ligner en sammenhængende bog ud af legen.
Wired-redaktør Chris Anderson greb det an på en lidt anden måde, da han skrev sin bog “The Long Tail”: Han brugte ikke en wiki, men en blog: http://www.longtail.com, hvor brugerne kunne komme med kommentarer og forslag. Hans bog udkom i USA sidste år (og kommer snart på dansk), men Anderson skriver stadig flittigt på sin blog.
En lignende måde at bruge andre mennesker på i skriveprocessen vha. nettet ser vi hos de to danske forfattere Simon Pasternak og Christian Dorph. De to har en blog, hvor de bl.a. spørger læserne til råds og lægger prøver på nye kapitler ud for at få respons.
Der er sikkert også en masse andre spændende bogprojekter derude …
Fed blog, for øvrigt, den kommer i min reader!