Fremtidens redaktør

projektledelseDa Enhanced Editions i september udgave iPhone-udgaven af The Death of Bunny Munro var mange begejstrede for den gode integration af tekst, lydbog og video. Siden da er en del magasiner også kommet på banen med bud på fremtidens elektroniske magasiner med masser af lækre features (1 bud, 2 bud). Der er altså flere ting, der på ebogs-markedet peger i retning af større integration af medierne.

Spørgsmålet er, om vi på forlagene i dag har ekspertisen til at nå dette mål. I øjeblikket ligger den primære udvikling af nye projekter jo hos redaktøren. Men redaktører i forlagsbranchen er ofte udprægede tekstfolk – cand.mag’er der kan sikre en god struktur på en tekst, hjælpe forfatteren til et godt flow i sproget og sætte kommaer korrekt. Foruden selvfølgelig evnen til at lede projekterne i mål til rette tid.

Skal vi som forlag være i stand til at lave de multimedieproduktioner, som tendenserne på ebogs-markedet i øjeblikket peger hen imod, så skal vi have tilført nye kompetencer. Mit bud er, at redaktørens rolle i fremtiden vil blive mere alsidig. Det vil i endnu højere grad blive en projektlederrolle, som står for ideudvikling, undersøgelse af markedets behov og ledelse af tilknyttede freelancere inden for tekst, web, video og lyd. En som har et forholdsvis stort kendskab til udviklingen inden for de forskellige mediefelter, så freelancere kan briefes og deres individuelle kompetencer udnyttes bedst muligt. Og én der kan skabe et team, der i samarbejde med en forfatter kan kommunikere viden på flere forskellige platforme og at alle i dette team kommer på banen tidligt i processen – ikke som en eftertanke, når teksten er på plads.

En spændende fremtid synes jeg! Og med disse ord vil jeg sige tak for i år. Juleferien banker nemlig på døren på Clockwise og Book Invention. Vi ses i 2010.

2 kommentarer

  1. december 18, 2009

    Som en konsekvens heraf er der ingen “redaktører” ansat på Systime – kun projektledere, med varierende tekniske kompetencer.

  2. Marie Halkjær
    december 18, 2009

    Tak for din kommentar Toke.

    Rart at høre, at I er på forkant. Udviklingen foregår jo lige nu, så de forlag, der først skal til at sadle om i fremtidige ansættelser, tror jeg bliver pressede.

    Under alle omstændigheder er det jo godt nyt for os, der ser os selv mere som projektledere end redaktører ;)

Kommenter

Felter markeret med * skal udfyldes.

*
*
461