Limited edition – en forretningsmodel?

Gør dit produkt unikt, så folk er villige til at betale for det. Fx ved at bruge "limited edition" som forretningsmodel.

Forlagsbranchen bliver nødt til at opfinde nye forretningsmodeller for at holde de røde bundlinjetal fra døren. Det kræver at man er villig til at eksperimentere. Her er “limited edition”, hvor en bog trykkes i et – og kun et! – begrænset oplag, måske en løsning for nogle nicheforlag.

Hvis en bog sælger godt, bliver den selvfølgelig genoptrykt i andet, tredje og fjerde oplag – samt i supermarkedsudgave, bogklubudgave og diverse andre udgaver. Selvfølgelig. Men hvad nu, hvis det ikke var så selvfølgeligt endda. Tøjbutikker får til sammenligning ikke genopfyldt af populære varer hele sæsonen igennem. Det gælder om at være tidligt ude, hvis man vil undgå, at de lækre støvler eller den lune frakke er udsolgt i netop den størrelse, man har brug for. Her kan man ikke vente, til der kommer en billigudgave i Bilka. Og det ved man, så hvis det er de potentielle yndlingssko, der står på hylden, må man hellere slå til med det samme. Kunne denne tankegang overføres til forlagsbranchen?

Det er ikke for alle forlag og langt fra LØSNINGEN på forlagsbranchens udfordringer, men for nogle kan en nummereret eksklusiv serie af en bog måske give god økonomisk mening. Den skal naturligvis sælges så tilpas dyrt, at førsteoplaget giver et fornuftigt overskud. Produktet skal være af en sådan kvalitet, at forbrugeren ikke kan leve uden at eje den. Og så skal forbrugeren selvfølgelig være stensikker på, at når oplaget er solgt, så bliver der ikke trykt flere eksemplarer – uanset, hvor populær bogen har været.

I en verden, hvor vi fordøjer rå mængder af forholdsvis billige ebøger, kan en limited edition måske være en forretningsmodel for den trykte bog.

Jeg ved at forlaget Taschen har eksperimenteret en smule med denne forretningsmodel. Kender du til andre eksempler?

Kommenter

Felter markeret med * skal udfyldes.

*
*